Miljøledelse er essentielt for vores firma, og det er en forudsætning for os for at kunne føre vores mål ud i livet. Vi vil i ledelsen gerne klart definere vores holdninger og sørge for, at vi på nemmeste vis viser ansatte såvel som omverdenen, hvad vores intentioner er i forhold til at bevare miljøet.
Det er også vigtigt, at den enkelte medarbejder viser ansvarlighed for miljøet i form af god etik og moral.
Materiel
De produkter, som vi handler med i firmaet, produceres af mere eller mindre miljøorienterede virksomheder. Der kan dog være forhold i produktionslandet, som gør, at det pågældende produktionsfirma ikke tænker i miljø både under og efter produktion.
HHR El-teknik bestræber sig på at indkøbe materiel, som er produceret og leveret af virksomheder, som har en grøn miljøprofil.
Transport
Biler i HHR El-teknik har alle et monteret partikelfilter og er købt ind med motorstørrelse, som ikke forbrænder unødigt og derved producerer mere CO2 end nødvendigt.
Grundig planlægning af det daglige arbejde er med til at nedbringe kørsel.
Affald
Håndtering af det daglige affald ender typisk det samme sted uden nogen former for sortering af affaldet. Ved at alt affald bliver smidt ud sammen uden at blive sorteret, mister man muligheden for at genbruge materialet, og i stedet bliver det brændt og kan udlede giftige stoffer.
HHR El-teknik har en stram sorteringspolitik for at reducere dette problem. Alle medarbejdere bliver instrueret i, hvordan det daglige affald skal sorteres som f.eks. pap, papir, plastik, kabelskrot og elektronisk materiel.
Vi har opstillet en lille container i virksomheden beregnet til kabelskrot. Resten af affaldet afleveres på den nærmeste genbrugsstation.
Ved større byggesager vil der på byggepladsen være containere til affaldet.
Firmaet vejleder om bortskaffelse af solgte produkter, som kræver særligt hensyn. Her er lysstofrør bl.a. et produkt, som vi oplyser vores kunder om ikke kan smides ud med øvrigt brændbart affald.
Kemikalier
I el-branchen anvendes mange forskellige produkter, der enten består af eller indeholder kemikalier. Heriblandt kan vi nævne; tætningsmidler, smøremidler, batterier, lysstofrør samt glødelamper. Disse materialer er sundhedsskadelige og kræver derfor en miljøkorrekt bortskaffelse.
Vores firma instruerer sine ansatte i, hvordan afskaffelsen af disse materialer skal foregå. Materialerne indeholder giftige stoffer og skal køres på genbrugsstationen, da vi ikke har containere til miljøskadeligt affald på firmaadressen.